Om vores rejse til Indien & Sydøstasien: Vietnam - starten på et tætpakket eventyr

Den 14. november var første dags gyldighed på vores visum til Vietnam. Og den 14. november stod vi klar ved grænsen. Vi har hørt meget godt om Vietnam, og vi havde derfor fra starten en lang liste af ting at gøre og steder at besøge i Vietnam. Efter lang tids fleksibel rejse i et magelig tempo (som beskrevet i Ferie fra ferien v1.0 & 2.0) var vi klar på en lidt mere tætpakket rejseform.

Vi startede i Ho Chi Minh City, en by med fuld fart frem. Vilde mængder af scootere og en stor Japan Festival 2015 satte god skub i sagerne. Vi brugte det meste af tiden på at gå rundt i gaderne og opleve byen. Der var en ny valuta med mange nuller, som vi skulle lære at kende, nyt sprog, og en masse ny mad der skulle prøves af. Lørdag formiddag mødte vi en flok unge vietnamesere, der hver weekend er i parken for at sludre med turister og øve deres engelsk. Det var fedt, og en god måde at høre om dem og Vietnam på. Der endte vi med at sidde og snakke i lang tid. De vietnamesiske unge i Ho Chi Minh City virker generelt meget målrettede og arbejdsomme. Over alt i parkerne samledes folk for at træne deres sport, øve dans, spille guitar, eller træne deres engelsk. Sejt...

I HCMC så vi også det store War Remnants Museum. Trods den grimme historie er det et flot museum. Men fordi det var fyldt med alt for mange mennesker var det næsten svært at få set de mange grusomme billeder fra krigene med Frankrig og USA. Men de havde en flot samling af fotografier, som netop var utroligt flotte billeder, samtidig med at langt de fleste var af død og ødelæggelse. Museet viste en masse om amerikanske brud på menneskerettigheder og især brugen af det giftige Agent Orange har efterladt voldsomme følger i flere generationer. Der var ikke meget om krigens gru og uhyrligheder på den nordvietnamesiske side, men det er der så nogle andre, der må fortælle om...

I det hele taget er der i HCMC markante tegn på et styre, der stadig kalder sig kommunistisk. De mener sikkert selv, at de har taget det bedste fra begge verdener, når store plakater med hammer og segl og glade arbejdere pryder en by hvor markedskræfterne brager frem. Men kombinationen af et et-partisystem og dyr uddannelse forbeholdt de bedst stillede ligner ikke ligefrem den bedste opskrift. Men de har helt sikkert gang i økonomien. Vietnam er ved første øjekast et land, der er kommet godt videre oven på krig og konflikt. Især til sammenligning med Cambodja, hvor det går mindre godt.

I Cambodja var det skræmmende at høre om landets fortid med Khmer Rouge, og deres forskruede ideer, tortur og massemord. Og i dag er det politiske landskab heller ikke yndigt i Cambodja. Det er stadig en premierminister der i sin tid hoppede af Khmer Rouge-projektet der sidder på magten - det har han mere eller mindre gjort siden Vietnam placerede ham der i 80'ene. Oppositionslederen virker også lidt flosset i kanten, men har heller ikke mange chancer. Hans tilhængere har i flere tilfælde fået bank for at støtte ham offentligt, og han selv sidder uden for landet. Han har for nylig fået ophævet sin status som parlamentariker og tør ikke rejse tilbage til Cambodja. Ret nedslående.

Efter HCMC tog vi til Nha Trang for lidt strand, men det var ikke verdens mest charmerende by. Meget hotel-betonbyggeri og læssevis af russere. Nha Trang er tydeligvis en slags Ruslands Mallorca og både lokale sælgere og tiggere taler næsten mere russisk end engelsk. Men stranden er pæn...

Nu er vi på vej fra Hoi An til Hue. Hoi An er en hyggelig by. Her er også mange turister, men byen vinder meget med en hyggelig bykerne, som er på UNESCOs verdensarvsliste, fyldt med små hyggelige steder og lukket for biler. Særligt det sidste gør byen til et dejligt sted.