Længe siden... Lige et overblik. Siden sidst:
- Er vi fløjet fra Bangalore i Indien til Bangkok
- Vi har holdt ferie fra ferien i Bangkok med god mad, øl (lidt for mange til Bjarke), smarte shoppingcentre, kæmpe markeder, gyldne templer og et par nye visa i passet.
- Vi har taget turen fra Thailand over grænsen til Myanmar og videre til Yangon på den anden side. En god lang tur på ca. et døgn.
- Vi har spadseret igennem Yangon, set store gyldne stupa'er, en liggende Buddha, Kolonimagtens efterladte bygninger, en fotoudstilling om byens historie og fundet os et dejligt te-hus.
- Senest har vi været en tur ude i en lille landsby et godt stykke fra alfarvej sammen med en alkoholiseret "minister"... Det kræver vist en forklaring.
Hjemmefra havde vi taget kontakt til et NGO-netværk i Myanmar for at høre, om vi kunne lave noget frivilligt arbejde og møde nogle gode mennesker ad den vej. Vi fik adskillige tilbud, og vi valgte, at vi ville undervise i engelsk på nogle små landsbyskoler. Derfor havde vi, da vi ankom til Yangon, allerede en aftale med vores kontaktperson, som havde arrangeret en tur ud for at undervise på to skoler. Vi mødtes med ham og hans søde kone i deres hjem, og fik afklaret de sidste ting, inden vi den følgende aften tog en natbus ud i en flække midt i ingenting. Kl. 1 om natten så vi en stor stribet slange krybe over vejen, og 500 meter længere fremme hoppede vi af bussen på den mørke landevej. Vi var klar med pandelampe og lommelygte - meget årvågne trods det sene tidspunkt - da vi blev ført af en grusvej ind til et lille hus et stykke fra landevejen. Her kendte vores "guide" en familie, og vi fik et par timers søvn inden vi stod op for at vandre ud til den landsby, der var vores mål, inden den skarpe sol stod for højt på himlen.
Turen til landsbyen tog et par timer. Halvdelen af tiden gik den i vand til knæene i den flod, som ledte os derud. På vejen blev vi mødt af en oksekærre, som vi kunne smide vores tasker og af og til os selv op på. Så mens solen begyndte at oplyse det smukke grønne landskab med begyndende bjerge ankom vi til vores mål.
Ude i landsbyen blev vi indlogeret i det lokale kloster, vi fik en madmor i byens kiosk, som også stod for byens telefon. Vi havde selv slæbt ris med
, fordi vores guide var bange for, at vi ikke kunne spise de ris, de havde i landsbyen. Det viste sig at være en misforståelse. De troede kun vi spiste polerer pæne hvide ris, og de gad ikke engang spise de grove øko-ris, som vi var stolte af at have fundet.
Allerede første morgen kastede vi os over undervisningen i den lille skole i landsbyen. Det var grundlæggende engelsk der var på skemaet, og det var især lidt nye metoder vi kunne bidrage med. Børnene kunne deres abc og 123, men udelukkende som remser de havde lært at messe. Vi lavede lege og tegninger prøvede på forskellige måder at få dem aktiveret, og at få dem til at vide, hvad de egentlige sagde når de lirede "A-P-P-L-E, apple, (et eller andet på burmesisk)" af. Det var et kæmpe hit. Børnene var glade, søde og meget disciplinerede. Det sidste fik vi måske spoleret lidt med vores lidt for løse danske lege-pædagogik.
Mens vi underviste og skiftevis blev budt på te i klosteret eller kiosken havde vi det skønt, men så ikke meget til vores guide. Af og til opdage vi at han lå og slappede af i en eller anden palmehytte. Det var her han fik tilnavnet ministeren, som kom af chillax-ministeren eller slappeministeren.
Den anden aften i klosteret var vi gået tidligt i seng. Solen gik ned, og da det kun var dem med generator eller solpanel, der havde lys, havde vi lagt os til rette på vores bambusmåtte under et myggenet ved siden af Buddha. Da vi så lå der og læste dukkede vores guide pludselig op og vil sludre. Det er da helt okay, tænker vi, lige indtil sludderen begynder. Hans usammenhængende tale, kæderygning af store grønne burma-cerutter ogen god dunst af hjemmebrænd afslører nemlig hurtigt at "ministeren" er døddrukken. Han vil nu gerne tale åbent og fortælle en masse om sig selv, situationen i landet, sin tro og alt muligt andet godt. Men mellem bøvserne er han meget svær at forstå, og endnu sværere at få til at gå... Siden da har vi ikke set ham ædru. Måske med undtagelse af et par gange, hvor det nærmere var tømmermænd, der plagede ham.
Det var så også okay, når han for det meste ikke var i nærheden. Men det blev lidt for meget, da han dukkede fuld op i skolen og afbrød undervisningen for at give os en pose frø, som kunne bruges til bodyscrub. Og alt alt for meget da han samme aften var tydeligt beruset til det møde med skolebørnenes forældre, som skulle afslutte vores besøg i landsbyen. Her fortalte han at vi ville skaffe solpaneler til hele landsbyen. Vi modtager lidt betuttede de sirlige lister han har skrevet på burmesisk, som han mener vi skal give til en dansk NGO, så de kan se hvem solpanelerne er til. Imens det sker diskuterer vi vores muligheder på dansk, stor smilende så det ikke fremgår for forældrene, hvor vrede og forvirrede vi er. Vi er ret fortørnede, da vi flere gange har spurgt, hvad han forventede af os og gjort det klart at det vi kunne bidrage med var undervisning og kulturudveksling - ikke penge og pludselig handlede det måske alligevel om penge. Vi besluttede os for at der ikke ville komme noget godt ud af at snakke med den ret fulde "minister" om aftenen, som efter
mødet var gået i gang med at læse skolens unge kvindlige lærera hænder og oplyse dem om deres fremtid i nabohytten.
Vi tog en alvorssnak med ham efter at have vandret turen tilbage til landevejen igennem silende regn og tung mudder. Vi besluttede os for at give ham en chance mere. Han var jo i en svær situation, og vi ville gerne videre til næste landsby og undervise. Vi tænkte at det virkede som om, han havde fanget budskabet, og vi forestillede os, at det at hans kone kom og skulle rejse med os, kunne hjælpe på hans druk.
Men nej. Inden klokken 10 den følgende morgen var han forsvundet to gange for at vende tilbage endnu mere fuld, forvirret og jovial. Da vi kom ud til den næste landsby i nogle smukke tåge- og skovklædte bjerge forsvandt han igen, efter vi blev placeret i klosteret. Denne gang var han ikke kun ude for at drikke, men også for at registrere os ved myndighederned. Det var vi meget glade for, for vi ved, at man kun må overnatte i Myanmar med myndighedernes godkendelse som turist. Det var gået fint med klosteret i første landsby, og hvis vi blev smidt ud af myndighederne, så havde vi en god grund til at slippe for den alkoholiserede "minister" uden at behøve at tage en større konfrontation med ham. Og det lokale politi viste sig at have det fint med vores ophold, men den lokale repræsentant for immigrationsmyndighederne måtte efter en lang snak med højere magter bede os om at forlade byen. Ærgerligt at vi ikke kunne få undervist de søde børn, som vi havde nået at møde, men fint at komme videre, tænkte vi og takkede immigrationschefen. I mens vi ventede på at blive smidt ud nåede "ministeren" at love ar vi ville komme tilbage om to år og undervise i to uger - Bjarke var heldigvis vågen og opdagede hans løgn og fik sagt til ham og landsbyboerne, at det kunne han altså ikke love. Så da vi satte os ind i bilen var vi godt trætte af ministeren og hans dårlige , manschauvinistiske jokes hjalp ikke på det.
Konfrontationen undgik vi dog ikke... Om aftenen da vi var indlogeret på et ganske lovligt gæstehus, skulle vi mødes med "ministeren" og vores andre kontakter for at revurdere planerne. Vi havde aftalt at besøge "ministerens" far på vej tilbage til Yangon. Da vi kom ned i restauranten sad ministeren allerede med en stor øl og var i hopla. Han var svær og forstå og han havde tydeligvis toppet sin 5 dages brændert godt op. Og han blev dum og ubehøvlet - foran et selskab på seks personer, der alle på skift sad og kiggede pinligt berørte ned. Han nåede at kalde sig selv alverdens flotte ting, sige grimme ting om Sofie og efterfølgende undskylde til Bjarke i stedet for at tale direkte til Sofie. Så vi fik nok, mens han talte højere og højere, spiste af de andres mad med hænderne og spyttede maden ud over bordet igen i uforståelig sætninger. Vi endte med at annoncere, at nu ville vi sige pænt farvel og så selv finde tilbage til Yangon. Vi undskyldte over for de andre mens "ministeten" blev mere og mere utilfreds. De andre var tydeligvis både kede af det og i tvivl om, hvad de skulle gøre.
Vi fik hjælp af en rar mand på vores hotel til at booke en bus, og så behøvede vi egentlig ikke se mere til "ministeren". Næste morgen dukkede hans kone og ven op og sagde undskyld. De havde tydeligvis efterladt "ministeren" derhjemme, men han nåede til alles fortrydelse at dukke op, inden bussen gik. Han var stadig fuld og fyrede det samme vrøvl af. Endnu en gang prøvede vi at forklare ham, at det ikke havde noget med det frivillige arbejde eller det mislykkede landsbybesøg at gøre, at vi rejste videre. Men det syntes ikke at lykkedes, at forklare ham, at det var hans person, druk og opførsel der var problemet. Han så stadig sig selv som en smart, god og ikke mindst veluddannet helt, som var hævet over sine lsndsmænd, og som vi var for unge til at forstå.
Men vi kom godt tilbage til Yangon. Og nu fortsætter vi vores rejse i Myanmar og lader resten af befolkningen vise, at vores "minister" ikke var repræsentativ for, hvordan folk er i landet.
, fordi vores guide var bange for, at vi ikke kunne spise de ris, de havde i landsbyen. Det viste sig at være en misforståelse. De troede kun vi spiste polerer pæne hvide ris, og de gad ikke engang spise de grove øko-ris, som vi var stolte af at have fundet.
Allerede første morgen kastede vi os over undervisningen i den lille skole i landsbyen. Det var grundlæggende engelsk der var på skemaet, og det var især lidt nye metoder vi kunne bidrage med. Børnene kunne deres abc og 123, men udelukkende som remser de havde lært at messe. Vi lavede lege og tegninger prøvede på forskellige måder at få dem aktiveret, og at få dem til at vide, hvad de egentlige sagde når de lirede "A-P-P-L-E, apple, (et eller andet på burmesisk)" af. Det var et kæmpe hit. Børnene var glade, søde og meget disciplinerede. Det sidste fik vi måske spoleret lidt med vores lidt for løse danske lege-pædagogik.
Mens vi underviste og skiftevis blev budt på te i klosteret eller kiosken havde vi det skønt, men så ikke meget til vores guide. Af og til opdage vi at han lå og slappede af i en eller anden palmehytte. Det var her han fik tilnavnet ministeren, som kom af chillax-ministeren eller slappeministeren.
Den anden aften i klosteret var vi gået tidligt i seng. Solen gik ned, og da det kun var dem med generator eller solpanel, der havde lys, havde vi lagt os til rette på vores bambusmåtte under et myggenet ved siden af Buddha. Da vi så lå der og læste dukkede vores guide pludselig op og vil sludre. Det er da helt okay, tænker vi, lige indtil sludderen begynder. Hans usammenhængende tale, kæderygning af store grønne burma-cerutter ogen god dunst af hjemmebrænd afslører nemlig hurtigt at "ministeren" er døddrukken. Han vil nu gerne tale åbent og fortælle en masse om sig selv, situationen i landet, sin tro og alt muligt andet godt. Men mellem bøvserne er han meget svær at forstå, og endnu sværere at få til at gå... Siden da har vi ikke set ham ædru. Måske med undtagelse af et par gange, hvor det nærmere var tømmermænd, der plagede ham.
Det var så også okay, når han for det meste ikke var i nærheden. Men det blev lidt for meget, da han dukkede fuld op i skolen og afbrød undervisningen for at give os en pose frø, som kunne bruges til bodyscrub. Og alt alt for meget da han samme aften var tydeligt beruset til det møde med skolebørnenes forældre, som skulle afslutte vores besøg i landsbyen. Her fortalte han at vi ville skaffe solpaneler til hele landsbyen. Vi modtager lidt betuttede de sirlige lister han har skrevet på burmesisk, som han mener vi skal give til en dansk NGO, så de kan se hvem solpanelerne er til. Imens det sker diskuterer vi vores muligheder på dansk, stor smilende så det ikke fremgår for forældrene, hvor vrede og forvirrede vi er. Vi er ret fortørnede, da vi flere gange har spurgt, hvad han forventede af os og gjort det klart at det vi kunne bidrage med var undervisning og kulturudveksling - ikke penge og pludselig handlede det måske alligevel om penge. Vi besluttede os for at der ikke ville komme noget godt ud af at snakke med den ret fulde "minister" om aftenen, som efter
mødet var gået i gang med at læse skolens unge kvindlige lærera hænder og oplyse dem om deres fremtid i nabohytten.
Vi tog en alvorssnak med ham efter at have vandret turen tilbage til landevejen igennem silende regn og tung mudder. Vi besluttede os for at give ham en chance mere. Han var jo i en svær situation, og vi ville gerne videre til næste landsby og undervise. Vi tænkte at det virkede som om, han havde fanget budskabet, og vi forestillede os, at det at hans kone kom og skulle rejse med os, kunne hjælpe på hans druk.
Men nej. Inden klokken 10 den følgende morgen var han forsvundet to gange for at vende tilbage endnu mere fuld, forvirret og jovial. Da vi kom ud til den næste landsby i nogle smukke tåge- og skovklædte bjerge forsvandt han igen, efter vi blev placeret i klosteret. Denne gang var han ikke kun ude for at drikke, men også for at registrere os ved myndighederned. Det var vi meget glade for, for vi ved, at man kun må overnatte i Myanmar med myndighedernes godkendelse som turist. Det var gået fint med klosteret i første landsby, og hvis vi blev smidt ud af myndighederne, så havde vi en god grund til at slippe for den alkoholiserede "minister" uden at behøve at tage en større konfrontation med ham. Og det lokale politi viste sig at have det fint med vores ophold, men den lokale repræsentant for immigrationsmyndighederne måtte efter en lang snak med højere magter bede os om at forlade byen. Ærgerligt at vi ikke kunne få undervist de søde børn, som vi havde nået at møde, men fint at komme videre, tænkte vi og takkede immigrationschefen. I mens vi ventede på at blive smidt ud nåede "ministeren" at love ar vi ville komme tilbage om to år og undervise i to uger - Bjarke var heldigvis vågen og opdagede hans løgn og fik sagt til ham og landsbyboerne, at det kunne han altså ikke love. Så da vi satte os ind i bilen var vi godt trætte af ministeren og hans dårlige , manschauvinistiske jokes hjalp ikke på det.
Konfrontationen undgik vi dog ikke... Om aftenen da vi var indlogeret på et ganske lovligt gæstehus, skulle vi mødes med "ministeren" og vores andre kontakter for at revurdere planerne. Vi havde aftalt at besøge "ministerens" far på vej tilbage til Yangon. Da vi kom ned i restauranten sad ministeren allerede med en stor øl og var i hopla. Han var svær og forstå og han havde tydeligvis toppet sin 5 dages brændert godt op. Og han blev dum og ubehøvlet - foran et selskab på seks personer, der alle på skift sad og kiggede pinligt berørte ned. Han nåede at kalde sig selv alverdens flotte ting, sige grimme ting om Sofie og efterfølgende undskylde til Bjarke i stedet for at tale direkte til Sofie. Så vi fik nok, mens han talte højere og højere, spiste af de andres mad med hænderne og spyttede maden ud over bordet igen i uforståelig sætninger. Vi endte med at annoncere, at nu ville vi sige pænt farvel og så selv finde tilbage til Yangon. Vi undskyldte over for de andre mens "ministeten" blev mere og mere utilfreds. De andre var tydeligvis både kede af det og i tvivl om, hvad de skulle gøre.
Vi fik hjælp af en rar mand på vores hotel til at booke en bus, og så behøvede vi egentlig ikke se mere til "ministeren". Næste morgen dukkede hans kone og ven op og sagde undskyld. De havde tydeligvis efterladt "ministeren" derhjemme, men han nåede til alles fortrydelse at dukke op, inden bussen gik. Han var stadig fuld og fyrede det samme vrøvl af. Endnu en gang prøvede vi at forklare ham, at det ikke havde noget med det frivillige arbejde eller det mislykkede landsbybesøg at gøre, at vi rejste videre. Men det syntes ikke at lykkedes, at forklare ham, at det var hans person, druk og opførsel der var problemet. Han så stadig sig selv som en smart, god og ikke mindst veluddannet helt, som var hævet over sine lsndsmænd, og som vi var for unge til at forstå.
Men vi kom godt tilbage til Yangon. Og nu fortsætter vi vores rejse i Myanmar og lader resten af befolkningen vise, at vores "minister" ikke var repræsentativ for, hvordan folk er i landet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar